Rejsebloggen

I dag stod vi tidligt op, og var klar nede ved Powell Street Streetcar’en kl. 8.30. Det er en virkelig populær sporvogn, der kører fra centrum ud til Fishermans Warf. Dels er den populær pga til/fra stederne, men den er også

Billede af sporvogn taget fra sporvogn

 populær fordi den kører ad de stejle, stejle gader vi kender fra film fra San Francisco. De andre dage har der været kø med op til 1 times ventetid, og det gad vi altså ikke, så istedet for stillede vi os derned tidligt, og ventede kun i 15 min. eller sådan noget. Ikke ret lang tid i hvert fald. Sporvogen er af den helt gamle slags. Halvdelen af vognen var en lukket, den anden halvdel var åben i siderne. Vi sad inde i vognen, da der er

Gruppebillede på Fishermans Wharf

 rift om de åbne pladser, og vi var ikke lige hurtige nok… Gaderne er virkeligt stejle… virkeligt, virkeligt stejle…godt vi ikke skulle gå derud! Vi er så tidligt afsted, at mange af butikkerne endnu ikke var åbne og der var heldigvis heller ikke så mange turister. Vores plan var at leje cykler, og så cykle de ca. 5 km ud til Golden Gate Bridge, men vejret var ikke med os. Det var skide koldt, det blæste, der var diset og broen var knapt synlig. Så vi endte med at spare de 300 kr og i stedet tage op til Alamo Square. For at komme dertil, tager vi sporvognen tilbage til centrum (vi fik pladser i den åbne ende) og tager en bus ud til Alamo Square.

Alamo Square er en lille park på toppen af en bakke i området The Haight.

Soon på Alamo Square med byen som kulisse

 Området var et samlingssted for hippier i ‘66 og ‘67. Der var en fantastisk udsigt ned over byen til alle sider. I godt vejr ville man kunne ane broerne. Husene omkring parken er de her fint malede huse i friske pasteller, og ligner store glasurdekorerede kager – helt typiske viktorianske huse. Smalle i to eller tre etager, med kanapper og sjove vinkler. Fra parken går vi ned gennem området Castro der er en bydel hvor hovedsageligt homoseksuelle bor – alle steder er der regnbueflag. Både langs gaderne og i butikkernes vinduer.

Det er en rigtig dejlig gåtur – der er ikke mange tursiter – ingen faktisk, og det er helt afslappet og lokalt. På et lille udendørs farmers market købte vi de dejligste jordbær – de var så søde og kostede næsten ingenting. Vi var også inde i en fin butik der solgte brugte ting og sager, og fandt det pæneste spisesæt i kinesisk teaktræ. Det indeholder 4 sæt spisepinde, 4 pindeholdere

Spisesæt i teaktræ

 og 4 små skåle til soya. Der var også mage andre fine ting, men vi kan jo desværre ikke rigtig tage det hele med hjem. Vi gik også forbi en ejendomsmægler, hvor vi så på de her fantastiske huse – vi faldt for et bestemt, der kun koster ca 8 mio. danske kr… Men så er der også en mægtig fin udsigt, have og lækker, lækker udendørs terasse.

Tilbage i byen bestemte vi os for sen frokost, som også skulle gøre det ud for aftensmad, så vi fandt en diner, og fik Stuffed turkey som amerikanerne får det til Thanksgiving. Det blev serveret med stuffing, kartoffelmos, sovs og traebær gelé. Det smagte rigtig godt! Nåe ja, vi fik vanilla coke og cherry coke til. Forbavsende godt!

I morgen tidlig skal vi med fly til Las Vegas, så det var det her i San Francisco. Til forskel fra de andre byer vi har været i, er her mange hjemløse. Både som bare sidder og tigger på gaden, men også som bare vandrer rundt. Det oplevede vi slet ikke i New York, og kun meget, meget lidt i New Orleans.

Vi spiste igen morgenmad på Lori’s Diner – denne gang et dog mere moderat måltid: Rasmus fik frisk frugt og ristet brød, jeg fik spejlæg “sunnyside up” med ristet brød og appelsinjuice til. Efter morgenmaden var der lidt tid til at kigge lidt på byen inden vi skulle til baseball kamp. Byens hold hedder San

AT&T Park

 Francisco Giants og deres stadium hedder AT&T stadium og ligger lige ud til bugten. Vi tog med lokaltoget derud – det var helt pakket med folk der skulle derud, og mange af dem var iklædt diverse fanbeklædningsdele: trøjer, kasketter, t-shirts, hatte, tasker etc. Vejret var dejligt. Høj sol og næsten ingen vind, så vores medbragte jakker og trøjer var helt overflødige. Tågen kan komme når som helst her i byen, og så bliver der altså koldt, men idag var det helt overflødigt.

Kampen skulle starte kl. 13.05 og vi skulle spille mod Houston Astero’s.

AT&T Park

 Baseball er lidt ligesom avanceret rundboldt – 2 hold med hver 9 spillere igang på samme tid. Et hold starter inde og skal slå til bolden og kan i fald den er god, løbe mellem 4 baser og derved få points. Det andet hold skal gribe bolde og kaste den rudt mellem baserne eller ind til griberen og derved forhindre indeholdet i at score points – når indeholdet har begået tre fejl, skifter de side. En kamp varer 9 innings – en inning er når begge hold har være inde 1 gang. Sæsonen består af virkeligt mange kampe – og de spiller 4 kampe mod hvert hold. Vores hold havde spillet mod Asteros

AT&T Park

 igår hvor de vandt 0-13. så skal de så spille idag, søndag og mandag.

Stadionet er kæmpestort. 41.503 pladser, men det føles meget større fordi ca. 90% af pladserne er samlet i en vinkel i 3 etager. Vi havde købt pladser hjemmefra og sad på række 10 nede fra græsset, så der var fint udsyn.

Amerikanerne går helt vildt op i deres baseball og det lader til at være den helt store udflugt når de er til kamp. De spiser og drikker fra start til slut – og det er altså ikke frugt og nødder de spiser. Det er hotdogs, tortillachips, pomme frites, hamburgers, corndogs, sushi og derudover is og slik og kolde drikke. Det er helt vildt så meget de spiser!!!

Nå, men kampen gik igang og vi fulgte bare trop i starten og hujede og klappede når de andre gjorde. Lidt efter lidt fandt vi ud af nogle af reglerne, men selvfølgelig ikke detaljerne. Det var ganske festligt og tilskuerne var i godt humør. Der blev ikke slået nogen homeruns , men vi vandt 9-0.

Efter kampen tog vi tilbage til hotellet for lige at slappe af. Det er jo Independece Day idag, så der er fyrværkeri ude ved Fishermans Warf, men vi orkede ikke det mere af det tursithelvede vi var i igår inden Alcatraz, så i stedet for havde vi bestil bord på den italienske restaurant ved hotellet og spiste så der. Det var igen ret lækkert. Til forret delte vi en tallerken med antipasti: 2 slags pesto, blandede oliven, soltørrede tomater, ost, pølse og hvidløgsristet brød. Til hovedret fik vi fisk. Rasmus fik Haliburt med krydret kartoffelmos, grønne grillede asparges og tomatpesto. Jeg fik grillet tun, sauteret grønkål, bønnemos og krydret tomatsovs. UHMMMMMM det var lækkert. Til desert fik vi en kop med vanilieis overhældt med stærk espressokaffe.

I dag var den første dag i SF. Vi startede med at spise morgenmad på Loris diner som er en kæde af diners som er indrettet som de var i 50erne. Vi fik begge æg med bacon og pandekager. Derefter gik vi ud for at kigge på byen og shoppe. Ingen af os havde smagt cheesecake så ved middagstid gik vi ind på noget som hedder Cheesecakefactory og er en kendt kæde der har mange

Cheesecake factory

 varianter af denne kage. Rasmus fik cheesecake med brownie og Soon fik cheesecake med hindbær og citron. Det smagte rigtig godt. Det var nogle kæmpe stykker hvor selv Rasmus måtte give op, noget der ellers ikke sker tit når det handler om chokoladekage!
Om aftenen skulle vi på tur til Alcatraz. Vi startede med at tage ud til Fishermans Wharf som ligger tæt på hvor vi skulle med båden til Alcatraz. Fishermans Wharf er et sand turist-helvede, en mole fyldt med restauranter og souvenierbutikker og alt for mange mennesker. Det eneste gode der kan siges om det er at der er en fin udsigt til både Baybridge, Goldengate bridge, Alcatraz og byens skyline. Nå men vi fik set ‘giraffen’ og gik hen til hvor vi

Soon i Alcatraz

 skulle med båden til Alcatraz fra.
Der er ca. 2 km fra fastlandet og øen, det tog ca. 15 minutter at sejle derover. Vi fik en audio tur rundt i fængslet. Man går rundt med høretelefoner på og de havde så fået nogle tidligere indsatte til at fortælle mens man blev guidet rundt i hele fængslet. I den periode det blev brugt som statsfængsel sad der konstant i gennemsnit 230 personer fængslet der. Det var været hårde forhold. Det er aldrig rigtigt lykkes nogen at flygte fra fængslet. Der var dog tre mand som

Gruppebillede fra Alcatraz med SF i baggrunden

 det lykkes at flygte i en gummibåd som de havde lavet af sammensyede regnfrakker. Man fandt dem aldrig og de fleste tror at de er druknede. Vandet i bugten er meget koldt og strømmen her er meget kraftig så man svømmer ikke bare lige i land.

I dag forlod vi N’awlins. Det bliver rart med luftforandring og køligere vejr. Før afrejse var vi på Garden District Tour. Det er en rundtur i det fine Garden District tæt på centrum af byen. Her ligger mange rigtig store villaer, nogle af dem er nærmere små palæer. De fleste er bygget i det 19. århundrende. Vi

Fint hus i Garden District

 var også forbi den kendte Lafaette Cemetery No.1. som er kendt for at man ikke bliver begravet i jorden men i masoulæer. De fleste af disse er familie gravsteder og bliver genbrugt i en uendelighed. Når næste familiemedlem dør bliver den forrige kiste taget ud og tømt. Knoglerne bliver skubbet ind i et hul bagerst i masoulæet og den nye kiste bliver sat ind. På den måde bliver gravstedet genbrugt hvilket sparer meget plads. Meget grønt tænkt allerede før det var moderne. Det var virkekig VIRKELIG varmt, 39,5 grader og bagende sol. Vi nåede slutningen af denne tur og Soon var ved at få hedeslag så vi skyndte os at hoppe på en sporvogn tilbage til French Quarter og ind et sted hvor vi kunne få noget frokost og hvor der var aircondition. Soon fik en græsk salat og Rasmus fik en Poor Boy

Endnu et fint hus i Garden District

 sandwich med roastbeef. Efter afkøling og frokost gik vi tilbage på hotellet for at hente kufferter og tage en taxa til lufthavnen. Vi skulle flyve fra New Orleans til Los Angeles kl. 18.50 og vi landede med to timers tidsforskel i LAX kl. 20.00 så turen tog ca. 3,5 time. I LAX havde vi ca.2½ time til vi igen skulle med flyet til San Francisco. Efter endnu en indcheckning af bagage og en kop kaffe satte vi os på flyet til en kort tur på 1½ time. kl. ca. 00.15 landede vi i San Franciscos lufthavn og tog en taxa til hotel Abri som ligger helt centralt i downtown SF. Her er vejret virkelig noget helt andet, omkring 15 grader om natten, 22 om dagen og ikke så fugtigt. Det er meget mere behageligt.

Altså… New Orleans er en lille skuffelse – der er ikke så meget at se efter man har set det fraske kvarter og det tager en dag – måske 2 hvis man er helt hæmmet af heden – eller jo, det er der, men det er ikke sådan lige i nærheden og pga den meget høje kriminalitet, kan man heller ikke bare sådan gå rundt til de mange andre kvarterer. Så skal man med taxa eller sporvogn.

I det franske kvarter er der ikke meget andet at lave end at spise og drikke, og det orker vi altså ikke i 4 dage, så i stedet tog vi på bustur ud til en plantage. Oak Alley hedder den – det er den største og mest berømte – den er blevet brugt i en del film og reklamer. Turen derud tog ca 1,5 time. Da vi ankom var der rundvisning i selve hovedhuset – det var ret fint og velbevaret. Kæmpe hus som man forestiller sig det, og navnet kommer af, at

Oak Alley

 der op til huset er en laaaaaang allé af ege træer – ikke ege træer som i DK, men den lokale eg som hedder “live oak” – den har blade på året rundt. Men de træer var godt nok flotte og gamle – 300 år! Huset var kæmpe stort og indrettet med kopier af de oprindelige møbler – eneste origiale møbel var en vugge. I gamle dage hørte der næste 100 slaver til ejendommen, som for den størstedel dyrkede sukkerrør.

Vi blev vist rundt i en lille gruppe af en dame iklædt kæmpe krinolieskørt og flæsebluse… Meget originalt… desværre måtte vi ikke fotografere inde i huset, men udenfor måtte vi gerne.

Efter turen var der tid til at gå lidt rundt i området, inden turen gik tilbage til New Orleans.

Alt i alt var det en ok tur, men vi er enige om, at havde vi vidst at selve New Orleans var sådan et turist cirkus, ville vi ikke have planlagt at være der i næsten 4 hele dage.

Om aftenen tilbage i byen gik vi ned og spiste aftenmad på samme lille hyggelige sted hvor vi spiste i går. Til forret fik vi tigerrejer med krydret dressing og til hovedret fik Rasmus “The Taste of New Orleans” igen og jeg fik en stor portion Jambalaya.

Som sagt tidligere er varmen overvældende, så i dag havde vi valgt at tage på en Post Katrina tour. Det var først fra kl. 13, så vi startede dagen med at gå ned på Café du Monde og få Frozen coffee og beignets (en form for berlinere). Derefter spadserede vi lidt rundt i kvarteret som først vågner sent, men der er længe åbent om aftenen – både i butikker, caféer og restauranter.

Vi blev hentet ved hotellet kl. 13 af en minibus. Vi var i alt 12 passagerer og en chauffør, der fortalte mens han kørte.

Turen gik til de områder var blev ramt af orkanen Katrina for 4 år siden.

Her er folk kravlet ud gennem taget

 Generelt for byen er problemet, at den ligger under havoverfladen. Hvor meget varierer lidt fra bydel til bydel. Det er alt fra 2-5 meter. Men dvs. at vandet ikke selv kan løbe ud i havet igen, men skal pumpes ud. Vi startede med at køre rundt i French Quater – området havde ikke været så hårdt ramt, så de var hurtigt kommet ovenpå, på den måde at deres huse og forretninger ikke havde taget betydeligt skade. Men som vi bevægede os ud i forstæderne blev det mere og mere tydeligt hvor meget skade vandet og orkanen havde gjort. Vandet der kom ind i byen fordi

bemærk den gule "vandstandslinie" på huset

 digerne brød, var saltvand, og det fik lov til at stå i ugevis i 1-2 meters højde, så alt var ødelagt. Også det som ikke var oversvømmet blev ødelagt pga råd. 90% af husene er af træ, så de var i en sølle forfatning. Nogle beboere havde været nødt til at flygte op på loftet og slå hul i taget for at undslippe vandet, da vandet nogle steder var steget fra 10 cm til 2 m i løbet af mindre end 20 minutter. Veje havde været oversvømmet, og det havde været umuligt at komme væk – selv hvis man var kommet ud af sit hus.

I alt var ca 1500 mennesker omkommet – 80% havde været over 65 år. Årsagen til at det især var dem der var omkommet havde været, at der ikke havde været evakueringshjælp – dvs man selv skulle sørge for at komme ud

så lang nede ligger mange huse ifht. vandet som er bag sikkerhedsmuren til venstre i billedet

 af byen! Mange gamle mennesker havde ikke bil eller slægtinge der kunne redde dem. Nogle var også blevet tilbage, fordi de ikke måtte have deres kæledyr med til evakueringscentrene. Det har man så lært af, og ifm med orkaner efter Katrina, har man i busser kørt rundt og samlet folk op, og det har været tilladt at have sit kæledyr med.

Men det var forfædelige syn der mødte os. Kæmpe områder var forladte og ligner en krigszone/spøgelsesby – mange, mange huse stod forladte og stadig med finér brædder slået for vinduere. Efter 4 år, var de tidligere beboere ikke vendt tilbage. Et af de store problemer har været forsikringer – rigtig mange havde orkanforsikring, men ikke oversvømmelsesforsikring. Forsikringsselskaberne ville efter orkanen ikke dække skaderne, da de ikke var skabt af stormen men af vandet… de ville ikke godtage, at det var stormen der havde forårsaget, at vandet var blevet trykket ind over digerne. Der var altså rigtig mange familier der i løbet af meget kort tid mistede ALT. Før Katrina boede der ca 550.000 i byen – tallet er nu på ca 350.000. Mange er altså aldrig vendt tilbage fra hvor de blev huset efter stormen. De der er vendt tilbage er ved at genopbygge, men det koster mange penge.

Og det var ikke kun de fattige der blev ramt – store huse stod helt forladte – kæmpe villakvarterer stod helt forladte og nogle steder var der ikke engang et hus tilbage, men bare den tomme matrikel.

Nogle af de nye huse der bliver bygget i området

Heldigvis er der mange hjælpeprogrammer igang. Vi så 2 igangværende programmer. Et hvor at man selv skulle bidrage til og hjælpe med at bygge huset som man så efterfølgende fik at bo i og et andet program som er startet af skuespilleren Brad Pitt hvor de bygger huse i de ramte områder. sammenlagt er der planlagt omkring 600 huse for de to pogrammer tilsammen.

Det var en spændende tur og meget rystende, fordi man slet ikke kan forestille sig den ødelæggelse orkanen forårsagede, når man går rundt nede i French Quater.

Vi blev sat af nede i byen ved 16.30-tiden og spadserede hjem. Her slappede vi af og opdaterede bloggen inden vi gik ud for at spise aftensmad. På vores hjemtur i eftermiddags kom vi forbi et sted med rigtig lokal New Orleans mad, så der gik vi ned. Vi fik lækker, lækker aftensmad. “The Taste of New Orleans” – som bestod af tre små skåle med hver sin ret i: Gumbo, Jambalaya og bean & rice. Jambalayaen var lækker – krydret ris med krydret pølse. Gumboen var vanvittig stærk – helt så vi sad med brændende læber og svedte i hårbunden med løbende næser og søftende  måtte bede om ekstra brød for at mildne det stærke. Bønnere og risne kunne jeg ikke rigtig smage, fordi jeg spiste dem efter gumboen, men Rasmus sagde at det smagte godt – han spiste gumboen som det sidste…

I morgen skal vi på plantation tour ud til den meget berømte Oak Alley Plantage!

Kl. 20 startede vores spøgelsestur rundt i French Quater. Det regnede stadig en smule, men det gjorde ikke så meget. Med på turen var ca. 20 personer og en guide. Turen gik rundt i kvarteret med stops ved forskellige steder og huse som, efter sigende, skulle være hjemsøgte af spøgelser. Det med spøgelserne kan man jo tro på eller lade være men de historier der knyttede sig til de forskellige lokaliteter var faktisk hårrejsende i sig selv, spøgelser

Det tidligere børnehjem

 eller ej. Byen har mange ‘kælenavne’ som for eksempel ‘Nawlins’, ‘The Big Easy’, ‘NOLA’ mv., men det som byen blev kaldt før byen næsten var by var ‘The Green Hell’ fordi det hele dengang jo var grøn sump og marskland, hvor der egentligt ikke var særlig fedt at bo. Det løste englænderne, som styrede området på det tidspunkt, ved at sende en masse straffefanger hertil, sindsyge, mordere osv osv.. alt i alt hyggelige beboere?! På turen så vi blandt andet et hus hvor der havde været et børnehjem som var brand ned i tilbage i 1800-tallet. Disse børn siges at spøge på hotellet der ligger der i dag. Blandt andet havde der boet et par der på et tidspunkt der, da de fik fremkaldt deres feriebilleder, fandt billeder af dem selv sovende i hotelsengen og billederne var tager i loftshøjde lige ned på dem. Uhhh… 

Et andet hus tilhørte på et tidspunkt Lousiana’s rigeste kvinde. Det var mens der stadig var slaver. Hun var åbenbart meget sadistisk for hun gjorde alle mulige forfærdelige ting ved slaverne, bare for sjov. For eksempel var kokken lænket til komfuret. En anden havde fået brækket både arme og ben

Dette hus siges at være forbandet

 og så puttet i en kasse så at brudene ville vokse sammen på alle mulige opskure måder. En tredje havde fået krænget huden af ansigtet. Nå men kokken satte ild til køkkenet for at folk skulle komme og opdage hvad hun gjorde ved dem, og det lykkes. De fandt et stort rum over køkkenet som var låst af og var fyldt med disse stakkels mennesker som blev holdt der i deres eget skidt. Det lykkes selvfølgelig hende at stikke af og forsvinde for altid. Huset blev regnet som hjemsøgt for i de kommende uger hørte folk der gik forbi skraben, banken og stemmer fra væggene i huset. I omkring 1960 fjernede en ejer nogle gulvbrædder og fandt skrabemærker og masser af menneskeknogler. Damen i huset havde haft nogle flere slaver som ikke var blevet fundet sammen med de andre og for at de ikke skulle blive fundet havde hun gemt dem under gulvbrædderne, levende begravet, og dem der kunne have reddet dem turde ikke nærme sig huset for de troede at de var spøgelser. Surt show! I dag ejes huset af skuespilleren Nicholas Cage som vist ikke havde fået hele historien da han fik tilbud huset til en billig pris. Han har valg ikke at bo der og har sat huset til slag. Turen var rigtig god og indeholdt en hel del historiske fakta om byen og den historie og traditioner hvilket var rigtig spændende, spøgelsesdelen kan man jo tage som man vil.

Turen sluttede efter ca. 2 timer og efter et stop på en bar for lige at skylle historierne ned, gik vi hjemad til hotellet.

Vi startede morgenen med morgenmad på hotellet. Ret kedelig (kaffe, sødt brød/kage, juice), men det er med i prisen, så det tager vi med.

Varmen hernede er overvældede lige fra morgenstunden. Som sagt føles det som at gå rundt i et 35-40 graders dampbad…

En typisk gade i French Quarter

Efter at have studeret et par brochurer, bookede vi et par ture. I aften (mandag) skal vi på spøgelsestur og tirsdag skal vi på en Kathrina-tur.

Vi begav os ud i varmen, og startede med at gå rundt i The French Quater – det er et område på ca 1 x 1,5 km og består af gamle franske huse med de letgenkendelige smedejerns altaner og balkoner. Området er en blanding af alm. beboelse, butikker, barer, hoteller og restauranter.  Vi er blevet advaret om ikke at begive os ind i de områder der grænser direkte op til det franske kvarter, da der er skyhøj crime rate – i det hele taget, er New Orleans en af de byer i USA

Live musik kl. 10.30 om formiddagen

 med den højeste rate af dødelig kriminialitet, men i det franske kvarter skulle vi være sikre og så længe vi kun færdes der hvor der er andre om mange mennesker, skulle det være ok. Selvfølgelig er det især om aftenen man skulle være forsigtig, mens man i dagtimere bare skal holde sig til visse områder.

Nå, men vi fik gået rundt og kigget på de gamle huse og kom også ned til Mississippi hvor der lå en kæmpe hjuldamper. Floden er kæmpestor og bred, og stømmene i floden hvirvler rundt.

Frokosten blev indtaget i en lille restaurant, hvor vi hver især fik en specialitet fra byen. Rasmus fik en alligator Po’Boy – det er et flækket flute, i

Soon + Muffaletta

 dette tilfælde med friturestegt aligatorkød, tomat, salat, pickles og dressing. Soon fik en Mufalletta med pastrami og skinke. En mufalletta er en kæmpestor rund bolle med kødfyld og hakket pickles og oliven – begge dele var kæmpe måltider, men smagte godt!

Efter frokost begyndte det at regne på den helt tropiske måde, hvor det vælter ned med vand, og kloakerne slet ikke kan følge med. Oven i det tordnede det også gevaldigt, og vi så nogle af de største zigzag lyn nogensinde. Vi kom tilbage til hotellet, hvor vi fik skrevet lidt her til bloggen og kom i tørt tøj.

Kl. 20 skal vi på en tur med Haunted History Tours.

Vi vågnede tidligt og gik op i spisevognen hvor vi fik juice, kaffe, Rasmus fik

Washington

 french toast med bacon, og jeg fik røræg med bacon og “grit” og en muffin – jeg ved ikke hvad det der grit er for noget, men det var noget varmt grødagtigt der smagte lidt af risengrød, men det var lavet på noget gryn af en slags – nu er det prøvet… det smagte sært…

Efter morgenmad trissede vi tilbage til vores lille kupe. Der var ikke så meget at lave andet end at kigge ud på alle de passerende huse og landsbyer. Der var ikke et øje at se nogen steder på stort set hele turen – grunden var nok varmen – undervejs var der mulighed for at komme ud at strække ben – og der kunne vi virkeligt føle varmen! 30-35 graders fugtig varme.

Frokost fik vi ved 13-tiden – det var burger med pommes til Soon og

Amerikansk Landidyl

 sandwich med krydret svinekød i sovs til Rasmus.

Om eftermiddage sov vi og læste vi, og slappede ellers bare af.

Aftensmaden bestod af crab cakes med krydret tomatsovs, salat og flutes. Rigtig lækkert.

Vi ankom i silende regn og torden til New Orleans – efter vi havde hentet vores tasker, tog vi en taxa til hotellet, Hotel St Marie. Det ligger lige om hjørnet fra Bourbon Street. Vi blev indlogeret på 4 sal i et værelse med lille

Et kort, men meget varmt stop

 balkon der vender ind mod gårdhaven. Varmen og fugtigheden i luften er overvældende og det er som at gå rundt i et meget dampbad.

Vi smed vores tasker, tog et hurtigt bad, og gik ned for at se på Bourbon Street. Sikke et (gede-)marked. Jomfu Ane Gade x 10. Høj høj musik, jazz og rock buldrede ud fra alle barerne der ligger på stribe – selv fra de små souvenirbutikker pumper høj musik ud. Man kan allesteder købe drinks – fx. daquries-to-go. For $9, ca 45 kr – får man et stort plastkrus med ca 1/2 l drink i!!!! Og der var ikke sparret på sprutten. Vi var dog lidt matte i sokkerne efter rejsen, så det blev ikke til mere end ét krus mens vi gik op og ned af gaden et par gange.

Vores tog mod New Orleans skulle først afgå fra Penn Station kl. 14.15, så der

Motionister i Central Park

 var tid til at komme ud at se noget. Kl 8 var vi ude af døren og henne på vores diner for at spise morgenmad. Derfra tog vi subwayen op til Columbus Circle og gik en dejlig tur i Central Park. Ihhhh der var mange hunde med deres ejer og mange motionister der cyklede eller joggede. Men altså virkeligt mange hunde! I alle størrelser – men de så ud til at hygge sig – de løb rundt uden snor og legede med hinanden.

Vi havde billetter til MoMa, så da de åbnede kl. 10.30 stod vi parate. Der var

Soon i Central Park

 mange udstillinger, men vi valgte to vi gerne ville se – den ene var på Design og Arkitektur etagen og den anden var på Fotografi etagen.

Efter museet hoppede vi på en taxa tilbage til hotellet. Det er ret cool med de der taxaer – de dytter hele tiden – selvom der holder 5 biler foran dem og de ikke på nogen måder ville kunne komme længere frem, dytter de. De dytter hele tiden og de kører som om de er de eneste  på kørebanen – skifter bane som det passer dem, og kommer der nogen i vejen, ja så dytter de bare.

Fin lampe udstillet på MoMa

Nå, men vi fik hentet vores tasker og begyndte at traske op mod Penn Station. Vores store kufferter skulle checkes ind – dvs vi ikke skulle have dem i vores kupé, men de ville blive transporteret i en bagagevogn. Efter at have afleveret dem fandt vi en kiosk, hvor vi provianterede – lidt chokolade, lidt vand og et par blade. Turen er trods alt 31 timer…

Ruten hedder The Crescent og er en af de ældste ruter i USA. Den starter i New York og ender i New Orleans. Undervejs er der stop i bla. Philadelphia, Baltimore, Washington, Greensboro, Charlotte, Atlanta,

Sidste gruppebillede i NY

 Tuscaloosa, Hattiesburg. Undervejs skifter vi tidszone fra ET til CT

Vores billetter var til sovevogn, så derfor havde vi også adgang til en lounge på stationen hvor der var bløde møbler, gratis kaffe, te, sodavand og snacks. Det var ret dejligt lige at sidde der og slappe af. 20 min. før afgang blev vi så kaldt til toget, og fordi vi var i sovevogn kom vi først i køene og kunne gå ned til vores vogn. 1910 rum B. Der var en stol og selvfølgelig to køjer, toilet med bad og en håndvask. Og der er vinduer i 2

Vores Kupé

 etager – dvs at den der ligger i overkøjen har eget vindue, men det betyder også at der kommer masser lys ind og at der var højt til loftet, så det var rigtig dejligt. Derudover var der gratisk kaffe, te, vand og juice på hele turen og vores vognbestyrer Darren kom og hilste på. Med i det at sove i sovevogn hører også tre måltider i spisevognen – aftensmad (3 retter), morgenmad og frokost. Vi spiste kl. 18.45 lige efter at vi havde passeret Washington. Vi fik salat med flute, stor bøf med bagt kartoffel og til dessert fik vi pecantærte og kaffe. Vi sad sammen med et par fra Atlanta som gerne ville snakke, så det var ret hyggeligt. Efter maden var der ikke meget andet at gøre end at gå tilbage i kupéen og læse og ordne fotos fra kameraet. Kl. 23 blev overkøjen slået ned og underkøjen slået ud.